Om os
Bag Malbeck finder du Hans Haahr Larsen og Patrick Mouritzen. Vi har siden 2006 arbejdet med argentinsk vin efter at have været bosat i landet i en årrække. Og siden 2011 har vi arbejdet med vin fra hele verden, som distribueres igennem vinhandlen Malbeck+.
Argentina har ikke desto mindre været vores øjesten, og det bærer vores sortiment endnu præg af. Landet har igennem de seneste 10 år vist, at det kan så meget mere end bare levere litervis af metervarer til supermarkedets hylder og leverer nærmest konsekvent bedre og bedre årgange år efter år. Årsagen skyldes især den omsiggribende know-how blandt den yngre generation af entreprenante vinmagere, der giver mindelser om vinuniversitetet Davies revolutionerende betydning for californisk vinindustri i 1970erne. De kan en masse, vil en masse, tør en masse og har ambitioner.
Vi har Danmarks bredeste sortiment udi argentinsk vin (med vine på bonarda, nebbiolo, sangiovese, cabernet franc, viognier og pinot grigio plus de øvrige mere gængse druer) og vi arbejder løbende på at udvide det, og det er bl.a. en medvirkende årsag til vores tilbagevende besøg til landet og vingårdene. Dertil kommer det repræsentative udvalg af vine fra den øvrige del af verden, hvor vi har suppleret med mineralske rieling'er, skarpe grüner veltlinere, sprøde chablis'er, varmblode rhônske vine etc. Vi har Bordeaux'er, Sydafrikanere, de sirlige Bourgogner, klassiske Rioja'er, portugisere, New Zealændere + meget mere.
Fabricio Portelli, vinjournalist número uno i Argentina, til venstre i billedet.
Interessen for argentinsk vin stammer fra tiden, vi var bosat i Buenos Aires, hvor vi startede med at drikke supermarkedernes konsumvin, men endte med at gå på jagt efter den perfekte drue blandt hovedstadens vinhandlere og på vingårdene i Mendoza. Mission impossible: Den perfekte drue findes lige så lidt som den perfekte kærlighed, men man skal være en kyniker for ikke at lede efter begge dele.
Læs mere om jagten på den perfekte drue
I dag driver vi Malbeck+ Vinhandel og den argentinske vinbar, Malbeck. Vinbaren er jordnær og rodfæstet på Vesterbro, og alt hvad vi gør, gør vi med et glimt i øjet. Vi har stor og personlig kundekontakt gennem vinbaren og udfordrer konstant vores kunders smagsløg med vine, der vil overraske verdenen.
Læs Berlingske Tidendes mad- og vinanmelder Søren Franks omtale
Vi vender jævnligt smagsløgene og Riedelglassene mod argentinsk - og nu også europæisk - jord i jagten på nye vinhuse. Efter lange år på Københavns Universitet med Spansk som hovedfag er vi flydende i den spansk-italienske variant af sproget, de praktiserer i Argentina, og har opbygget et netværk af vinspecialister og -konsumenter, der arbejder som journalister, vinhandlere og sommeliers på diverse toprestauranter og vinbarer. Derved er vi løbende sikret nye (smags)oplevelser, når vi arriverer i det argentinske.